PPL(H)

Mark og Martin

I fredags tog jeg det første spæde skridt i min forhåbentlig fremtidige karriere som helikopterpilot, da jeg endelig bestod mit checkride til PPL(H). Bag denne lidt finurlige forkortelse gemmer sig Private Pilot License (Helicopter), hvilket altså på godt dansk vil sige, at jeg har fået mit privatcertifikat til helikopter!

Som tidligere nævnt her på bloggen, så startede vores kursus med syv uger på skolebænken, hvor vi fik en god opstart i de første syv fag til vores ATPL-teori (Airline Transport Pilot License). Det er vist ikke for meget sagt, at vi var ganske godt tilfredse, da vi endeligt startede den praktiske flyvning i slutningen af februar. Nu skulle vi endeligt ud og prøve teorien af i praksis!

Flyvetræningen startede med en såkaldt ’happy flight’, hvilket var en kort introduktion til flyvningen, hvor min instruktør demonstrerede forskellige manøvrer. En uges tid senere skulle jeg have første flyvning med min instruktør, Mark, hvor jeg langsomt fik lov til at vænne mig til helikopterens tre styreaggregater: Collective, Cyclic og anti-torque pedaler (Forklaring kan ses på Wikipedia).
Jeg blev meget overrasket over hvor følsom helikopteren var overfor kontrol input i forhold til en fastvinget flyvemaskine, så det tog mig et par flyvninger, før at jeg syntes at der var nogenlunde kontrol over maskinen.

Mark mente at jeg skulle prøve at hover på min første flyvning, hvilket er en manøvre, hvor man holder helikopteren stille i luften over et bestemt punkt på jorden. Da helikopteren er en aerodynamisk ustabil skabning, kræver det en masse små koordinerede kontrolinput, hvilket godt kan være lidt af en håndfuld for en ny pilot. Så det var selvfølgeligt et kæmpe boost til selvtilliden, da jeg fandt ud af, at jeg selv kunne holde helikopteren i et nogenlunde stabilt hover i første forsøg! Måske ikke lige over et bestemt punkt på jorden, men da nogenlunde indenfor et par fodboldbaner…

I starten havde jeg en stor fordel i, at jeg har fløjet små fastvingede flyvemaskiner i de sidste fem år. Jeg skulle derfor ikke koncentrere mig ret meget om at lære regler, procedurer og hvordan man taler i radio. Troede jeg da… For kæden faldt da godt nok lige af, da jeg skulle prøve at flyve helikopteren og tale i radio samtidig. Det havde jeg simpelthen ikke mental kapacitet til, så plusset i den lille sorte selvtillidsbog blev så rimeligt hurtigt visket ud igen.
Heldigvis kom det ikke til at tage så lang tid, før at jeg havde fat i det med at styre rundt med helikopteren og flyvelederen på samme tid, men det var alligevel lidt af en spøjs oplevelse med min ”radio-blokade”, da flyradioen har været en del af min hverdag – også i FIC’en i Kangerlussuaq – gennem de sidste seks år.

Træningsområde

Efterhånden fik jeg helikopterflyvningen ind på rygraden, hvilket gjorde at jeg ikke længere skulle bruge helt så meget energi på at holde den lille Schweizer under kontrol. Jeg kunne derfor begynde at nyde flyvningerne i de naturskønne træningsområder, hvor jeg nu pludseligt lagde mærke til en masse dyr. Her kunne vi så blæse rundt i – eller under – trætopshøjde og kigge på ørne, heste, køer, vildsvin, bæltedyr, pungrotter og solbadende alligatorer, der ikke lod sig gå på af denne lille larmende helikopter.

Min flyvetræning blev langsomt udvidet med flere forskellige manøvrer, navigationsture, træning i nødsituationer, autorotationer m.v. For de ikke-helikopterkyndige så er en autorotation en manøvre, hvor man kan holde rotorbladene i gang, selvom man har motorstop, og derved kan man udføre en nødlanding. Indrømmet – helikopteren kommer hurtigt ned ved en autorotation (typisk 1.500-2.000 fod i minuttet), men den falder altså ikke ud af himlen som et klaver. Heldigvis kun næsten!

Selve checkridet skulle vise sig at blive en lidt længere proces end forventet. Testen var planlagt til mandag i sidste uge, hvor jeg bestod den mundtlige del af testen, men hvor vi desværre blev nødt til at aflyse flyvningen pga. dårligt vejr om eftermiddagen.
Jeg mødtes derfor med kontrollanten igen om onsdagen, hvor vi så endeligt kom af sted, og hvor den praktiske del af checkridet så kunne begynde. Jeg fik demonstreret en masse manøvrer samt håndtering af diverse nødsituationer, og jeg følte egentligt at det hele gik rimeligt. Det var dog kun indtil jeg skulle lave en lav anflyvning med en efterfølgende landing, hvor man lader helikopteren løbe farten af i græsset. Altså en manøvre, der ligner en almindelig landing med en fastvinget flyver. Nå, men det kunne jeg absolut ikke få til at fungere, og hvad værre var så anede jeg simpelthen ikke hvad jeg gjorde galt! Så selvom kontrollanten var fair og gav mig en chance mere, så gjorde det altså ingen forskel og resultatet blev, at jeg dumpede mit checkride på denne ene manøvre.

Dis

På den efterfølgende træningsflyvning med min nye instruktør, David, fandt vi heldigvis ud af hvor hunden lå begravet. Det viste sig, at jeg ubevidst fløj helikopteren som en almindelig flyvemaskine på den sidste del af anflyvningen, hvilket gav det uønskede resultat. Det er så åbenbart ulempen ved at have to slags flyvning inde på rygraden, men nu var jeg da så i det mindste opmærksom på det.

Fredag skulle så være dagen, hvor jeg skulle bevise overfor kontrollanten, at jeg nu kunne udføre denne enkelte manøvre. Efter en tur i landingsrunden med en efterfølgende landing, der denne gang blev udført på helikoptermanér, fik jeg at vide at jeg nu var bestået. Så efter disse yderligere ti minutters checkride, kunne jeg endelig tilføje helikopter på mit privatcertifikat.

Status er nu at jeg har ca. 60 timer i logbogen, og at jeg nu kan fortsætte min flyvetræning hen mod det kommercielle pilotcertifikat, der skal bruges hvis man vil flyve med betalende passagerer.
Lige for tiden kredser tankerne dog mest omkring teorien, hvor vi skal til skriftlig eksamen i de 14 ATPL-fag. Heldigvis er de delt op i to moduler, så vi skal til Orlando i starten af august, hvor vi skal sidde de første syv eksamener; General Navigation, Principles of Flight, Airframes and Systems, Instrumentation, Mass & Balance, VFR Communications og IFR Communications. Alle eksamenerne afholdes som multiple choice tests, hvor man skal have minimum 75% rigtige for at bestå.

Sommeren er for alvor over os her i Titusville, hvor temperaturen i dagtimerne nu ligger på 30-35 grader, hvilket nok havde været behageligt, hvis det ikke lige havde været for den høje luftfugtighed. Det er nu ikke det store problem, da vi jo har aircondition i lejligheden, på skolen, i bilerne og i supermarkedet, så det er faktisk kun hvis man forvilder sig ud på en løbetur, at man kan have lidt problemer. De små helikoptere har kun naturlig aircondition, hvilket nu ikke gør oplevelsen ringere, når man flyver rundt uden døre på maskinen.

Det går rigtigt godt her i Titusville, hvor jeg nyder at kunne koncentrere mig om skolen og flyvningen. Et ekstra plus er sommervejret, poolen, strandene, mulighederne samt de søde og sjove mennesker her i Florida. Det store minus er at jeg skal undvære Anne i lange perioder, men heldigvis kan jeg glæde mig til, at jeg skal en tur til Århus og besøge hende efter mine eksamener i august. Det bliver bare SÅ godt!

I tilfælde af, at du sidder og tænker på om helikopterkørekortet blev fejret, så kan jeg oplyse, at det da skam blev fejret på behørig vis! Min kammerat Rune og jeg havde nemlig aftalt, at vi skulle holde en traditionel dansk julefrokost, når vi havde vores certifikater i hus. Så den 12. juni var vi ni mennesker, der kunne nyde hinandens selskab og en herlig julefrokost, der blev indtaget i højt solskin og 30 graders varme…

Schweizere

Fugle

KTIX

Flyvekort

Mille

Preflight inspection

Solnedgang