Mark og Martin

I fredags tog jeg det første spæde skridt i min forhåbentlig fremtidige karriere som helikopterpilot, da jeg endelig bestod mit checkride til PPL(H). Bag denne lidt finurlige forkortelse gemmer sig Private Pilot License (Helicopter), hvilket altså på godt dansk vil sige, at jeg har fået mit privatcertifikat til helikopter!

Som tidligere nævnt her på bloggen, så startede vores kursus med syv uger på skolebænken, hvor vi fik en god opstart i de første syv fag til vores ATPL-teori (Airline Transport Pilot License). Det er vist ikke for meget sagt, at vi var ganske godt tilfredse, da vi endeligt startede den praktiske flyvning i slutningen af februar. Nu skulle vi endeligt ud og prøve teorien af i praksis!

Flyvetræningen startede med en såkaldt ’happy flight’, hvilket var en kort introduktion til flyvningen, hvor min instruktør demonstrerede forskellige manøvrer. En uges tid senere skulle jeg have første flyvning med min instruktør, Mark, hvor jeg langsomt fik lov til at vænne mig til helikopterens tre styreaggregater: Collective, Cyclic og anti-torque pedaler (Forklaring kan ses på Wikipedia).
Jeg blev meget overrasket over hvor følsom helikopteren var overfor kontrol input i forhold til en fastvinget flyvemaskine, så det tog mig et par flyvninger, før at jeg syntes at der var nogenlunde kontrol over maskinen.

Mark mente at jeg skulle prøve at hover på min første flyvning, hvilket er en manøvre, hvor man holder helikopteren stille i luften over et bestemt punkt på jorden. Da helikopteren er en aerodynamisk ustabil skabning, kræver det en masse små koordinerede kontrolinput, hvilket godt kan være lidt af en håndfuld for en ny pilot. Så det var selvfølgeligt et kæmpe boost til selvtilliden, da jeg fandt ud af, at jeg selv kunne holde helikopteren i et nogenlunde stabilt hover i første forsøg! Måske ikke lige over et bestemt punkt på jorden, men da nogenlunde indenfor et par fodboldbaner…

I starten havde jeg en stor fordel i, at jeg har fløjet små fastvingede flyvemaskiner i de sidste fem år. Jeg skulle derfor ikke koncentrere mig ret meget om at lære regler, procedurer og hvordan man taler i radio. Troede jeg da… For kæden faldt da godt nok lige af, da jeg skulle prøve at flyve helikopteren og tale i radio samtidig. Det havde jeg simpelthen ikke mental kapacitet til, så plusset i den lille sorte selvtillidsbog blev så rimeligt hurtigt visket ud igen.
Heldigvis kom det ikke til at tage så lang tid, før at jeg havde fat i det med at styre rundt med helikopteren og flyvelederen på samme tid, men det var alligevel lidt af en spøjs oplevelse med min ”radio-blokade”, da flyradioen har været en del af min hverdag – også i FIC’en i Kangerlussuaq – gennem de sidste seks år.

Træningsområde

Efterhånden fik jeg helikopterflyvningen ind på rygraden, hvilket gjorde at jeg ikke længere skulle bruge helt så meget energi på at holde den lille Schweizer under kontrol. Jeg kunne derfor begynde at nyde flyvningerne i de naturskønne træningsområder, hvor jeg nu pludseligt lagde mærke til en masse dyr. Her kunne vi så blæse rundt i – eller under – trætopshøjde og kigge på ørne, heste, køer, vildsvin, bæltedyr, pungrotter og solbadende alligatorer, der ikke lod sig gå på af denne lille larmende helikopter.

Min flyvetræning blev langsomt udvidet med flere forskellige manøvrer, navigationsture, træning i nødsituationer, autorotationer m.v. For de ikke-helikopterkyndige så er en autorotation en manøvre, hvor man kan holde rotorbladene i gang, selvom man har motorstop, og derved kan man udføre en nødlanding. Indrømmet – helikopteren kommer hurtigt ned ved en autorotation (typisk 1.500-2.000 fod i minuttet), men den falder altså ikke ud af himlen som et klaver. Heldigvis kun næsten!

Selve checkridet skulle vise sig at blive en lidt længere proces end forventet. Testen var planlagt til mandag i sidste uge, hvor jeg bestod den mundtlige del af testen, men hvor vi desværre blev nødt til at aflyse flyvningen pga. dårligt vejr om eftermiddagen.
Jeg mødtes derfor med kontrollanten igen om onsdagen, hvor vi så endeligt kom af sted, og hvor den praktiske del af checkridet så kunne begynde. Jeg fik demonstreret en masse manøvrer samt håndtering af diverse nødsituationer, og jeg følte egentligt at det hele gik rimeligt. Det var dog kun indtil jeg skulle lave en lav anflyvning med en efterfølgende landing, hvor man lader helikopteren løbe farten af i græsset. Altså en manøvre, der ligner en almindelig landing med en fastvinget flyver. Nå, men det kunne jeg absolut ikke få til at fungere, og hvad værre var så anede jeg simpelthen ikke hvad jeg gjorde galt! Så selvom kontrollanten var fair og gav mig en chance mere, så gjorde det altså ingen forskel og resultatet blev, at jeg dumpede mit checkride på denne ene manøvre.

Dis

På den efterfølgende træningsflyvning med min nye instruktør, David, fandt vi heldigvis ud af hvor hunden lå begravet. Det viste sig, at jeg ubevidst fløj helikopteren som en almindelig flyvemaskine på den sidste del af anflyvningen, hvilket gav det uønskede resultat. Det er så åbenbart ulempen ved at have to slags flyvning inde på rygraden, men nu var jeg da så i det mindste opmærksom på det.

Fredag skulle så være dagen, hvor jeg skulle bevise overfor kontrollanten, at jeg nu kunne udføre denne enkelte manøvre. Efter en tur i landingsrunden med en efterfølgende landing, der denne gang blev udført på helikoptermanér, fik jeg at vide at jeg nu var bestået. Så efter disse yderligere ti minutters checkride, kunne jeg endelig tilføje helikopter på mit privatcertifikat.

Status er nu at jeg har ca. 60 timer i logbogen, og at jeg nu kan fortsætte min flyvetræning hen mod det kommercielle pilotcertifikat, der skal bruges hvis man vil flyve med betalende passagerer.
Lige for tiden kredser tankerne dog mest omkring teorien, hvor vi skal til skriftlig eksamen i de 14 ATPL-fag. Heldigvis er de delt op i to moduler, så vi skal til Orlando i starten af august, hvor vi skal sidde de første syv eksamener; General Navigation, Principles of Flight, Airframes and Systems, Instrumentation, Mass & Balance, VFR Communications og IFR Communications. Alle eksamenerne afholdes som multiple choice tests, hvor man skal have minimum 75% rigtige for at bestå.

Sommeren er for alvor over os her i Titusville, hvor temperaturen i dagtimerne nu ligger på 30-35 grader, hvilket nok havde været behageligt, hvis det ikke lige havde været for den høje luftfugtighed. Det er nu ikke det store problem, da vi jo har aircondition i lejligheden, på skolen, i bilerne og i supermarkedet, så det er faktisk kun hvis man forvilder sig ud på en løbetur, at man kan have lidt problemer. De små helikoptere har kun naturlig aircondition, hvilket nu ikke gør oplevelsen ringere, når man flyver rundt uden døre på maskinen.

Det går rigtigt godt her i Titusville, hvor jeg nyder at kunne koncentrere mig om skolen og flyvningen. Et ekstra plus er sommervejret, poolen, strandene, mulighederne samt de søde og sjove mennesker her i Florida. Det store minus er at jeg skal undvære Anne i lange perioder, men heldigvis kan jeg glæde mig til, at jeg skal en tur til Århus og besøge hende efter mine eksamener i august. Det bliver bare SÅ godt!

I tilfælde af, at du sidder og tænker på om helikopterkørekortet blev fejret, så kan jeg oplyse, at det da skam blev fejret på behørig vis! Min kammerat Rune og jeg havde nemlig aftalt, at vi skulle holde en traditionel dansk julefrokost, når vi havde vores certifikater i hus. Så den 12. juni var vi ni mennesker, der kunne nyde hinandens selskab og en herlig julefrokost, der blev indtaget i højt solskin og 30 graders varme…

Schweizere

Fugle

KTIX

Flyvekort

Mille

Preflight inspection

Solnedgang

Denne gang gik turen over atlanten med Delta Airlines, der var knap så komfortabelt som den første gang jeg tog turen, og her benyttede mig af SAS. Da vi nåede Amerikas kyst slap vi stort set ikke for mild turbulens de sidste ca. 5 timer, indtil piloten endelig kunne klaske flyet ned på landingsbanen, som udefra må have mindet om en smutsten over havoverfladen! Tak til Delta! Men alt forløb planmæssigt og i forhold til den første gang, hvor der nærmest gik prop i den ved Immigration and Naturalization Services, så jeg ikke nåede min forbindelse til Orlando i første forsøg, kom jeg fint frem denne gang. Stor var glæden selvfølgelig at gense Martin, der lige som sidst stod klar til at modtage mig i Orlando lufthavn.

Måske som en slags overgang fra Skandinavien til Amerika gik vores første tur den følgende dag til IKEA i Orlando. Sjovt var det at opdage, at den var en tro kopi af IKEA i Danmark, hvor hele opbygningen og rækkefølgen af afdelingerne var nøjagtig den samme. Köttbullar kunne de sørme også lave, men der, hvor vi for alvor købte ind, var i deres svenske minimarked, hvor der var rugbrødsblandinger, syltetøj, grovpasta, Daim og andre delikatesser fra det nordiske køkken.

Nudistlejr på stranden

Florida var som at leve i en bageovn, så vi tog til stranden sammen med nogle fra Martins klasse om søndagen. Man forstår især hvorfor Florida også går under navnet The Sunshine State, når man i supermarkedet ikke finder solcreme med faktor under 15. I løbet af mit ophold var vi også på stranden for at lede efter havskildpadder, som har deres yngleperiode fra starten af maj til slutningen af oktober, men fandt desværre kun afspærrede yngleområder uden skildpadder. På en af vores udflugter efter havskildpadderne tog vi til det nordligste af stranden Playa Linda, da vi var blevet anbefalet dette af en af Martins klassekammerater, der også er biolog, og som havde set skildpadder der. Inden vi gik ned til vandet fniste vi lidt af det store skilt, der fortalte, at man ikke måtte være nøgen på stranden, da man så kunne pådrage sig en bøde og i værste fald fængsling. Stor var derfor vores undren, da vi nåede stranden, og stort set ikke så andet end nøgne amerikanere! Stolte, nøgne amerikanere, skal det lige siges, som gerne stod med enden i vejret og hele molevitten dinglende, konverserede med hovedet placeret imellem den andens ben, og vi er også ret sikre på, at der både blev hygget ude i vandet og på stranden kun få meter fra hvor vi gik! Og nej, det var ikke sprøde, unge mennesker, men halvgamle, halv-godt-i-stand amerikanere! Vi blev enige om, at denne nudistlejr simpelthen ikke havde nogle steder i Florida, hvor de kunne flashe deres bare numser med mere, og derfor havde ”besat” denne strand, dog med hensynstagen, da det jo var i den nordligste ende hvor de endda også havde hejst et flag som advarsel til sarte sjæle. Så selvom vi heller ikke så havskildpadder her, var det ikke fordi, at vi så ikke fik set nogle ganske andre interessante ting (hvor vi gerne ville have været foruden noget af det)! På vej hjem opdagede vi en stor landskildpadde ude i rabatten, men da vi fik parkeret bilen og var på vej hen imod den, modbeviste den forestillingen om, at skildpadder er nogle sløve, langsomme væsner, for i fuldt trav var den på ingen tid inde i buskadset og væk med os løbende efter. Bedre held havde vi dog med at se søkøer. Der lå 5-7 stykker og boltrede sig ved en marina fuldstændig upåvirket af at vi stod og betragtede deres store, runde kroppe fra land.

På udkig efter havskildpadder

Dyrelivet er en smule forunderligt i Florida. Jeg havde for eksempel ikke forventet, at der var vildsvin, hjorte og gribbe, samt egern i palmerne. Og så er der jo alligatorerne. Denne gang skulle vi ikke kun nøjes med at se dem på en alligatorfarm, så vi bookede os derfor en tur på en time med en airboat. Stedet, hvorfra vi skulle sejle, var næsten en lille minizoo. Der var en flot landskildpadde i en stor kravlegård, skræppende papegøjer af forskellig slags, en stor python og andre slanger og oksefrøer, som var føde for en lille alligator på 2 ½ år, som vi efter turen fik lov til at holde. Det var rigtig sjovt at mærke og holde sådan en krabat, som dog lige fik en elastik om snudeskaftet først. Hvad der vakte mest opsigt var dog det lyse hængebugsvin, Pork Chop, der øffende, snøftende og hylende vraltede rundt på verandaen. Indehaveren kunne endda få svinet til at sætte sig på bagenden for godbidder!

Søkøer

På airboatturen høvlede vi af sted på fuld fart ud i de store vådområder, og uden problemer også op over land og igennem store siv! Vi fik set en del alligatorer, som dog er ret sky, og derfor sjældent lod os komme tæt på før de smuttede ned i det grumsede vand og straks var ude af syne. Lidt skræmmende, men fed tur.

I hverdagene var Martin enten ude at flyve i nogle timer ad gangen eller i skole til om eftermiddagen. Imens hyggede jeg mig med træning i det lille fittnessrum, afslapning i solen og badning i poolen der er tilknyttet Summerhill, og tog også på shoppingtur i Mustangen alias Ponyen, så det var lige efter en kvindes behov.

Om onsdagen tog vi sandwich, vand og håndklæder til at sidde på med os, da vi kørte ud til Port Canaveral for at se opsendelsen af rumfærgen Atlantis kl. 14:20. Da stedet var lige ved siden af en militærbase, kunne vi følge med i nedtællingen og al kommunikationen mellem NASA og astronauterne, hvilket var sjovt og autentisk. Det var en helt speciel oplevelse at se rumfærgen tage af sted. Den var så lang væk, og alligevel lavede den en gigantisk røgsøjle og havde en enorm hale af ild efter sig. Folk fra nær og fjern havde valfartet til, og vi så nummerplader fra New York, Winsconsin og endda helt fra Alaska! Det gav også en del trafikpropper efter opsendelsen, og det var her håndklæderne og sandwichene kom ind i billedet, mens vi ventede på, at det værste mylder skulle aftage. Men det gav unægtelig en del flaskehalsproblemer, når der kun var 2 broer i nærheden som gik ind til fastlandet, og når det er lovligt at parkere langs med motorvejen(!)

Søko

Da vi tidligere havde været i Disneyland, gik turen derfor denne gang til Universal Studios, for der er nu ikke noget som at blive kastet rundt i en rutsjebane, og se alle de utrolige effekter de bruger. Universal Studios kan dog ikke hamle op med den hygge og nostalgi, som Disneyland har, men fedt var det helt bestemt.

Jeg vil afslutningsmæssigt fortælle, hvad der nok har overrasket mig mest. Nu drikker jeg meget lidt sodavand, men alligevel slog det mig, at man på nogle spisesteder hverken kan få vand på flaske, og derfor kun deres klorvand fra hanen, men som Coca Colaens hjemland kan man så heller ikke få en Coca Cola på flaske, men deres egen bryg som er ”cola” lavet på klorvand! Nu har jeg aldrig…! Tænk, at de selv vil drikke det sprøjt!?!

Florida er et finurligt sted, men bestemt med rigtig mange søde, venlige og høflige amerikanere. De er snaksaglige og oprigtig interesseret i at høre, hvem man er, og hvor man kommer fra. At Martin så, hvis han ville, på sine blå øjne, en amerikansk adresse og et amerikansk kørekort kan gå ind og købe en kæmpe gøp, som han vil få udleveret samme dag, skal man nok ikke tænke for meget på.

-      God bless America!

Martin med Pork Chop

Air boat trip

En ordentlig krabat!

Endnu en alligator

Alligator på 2½ år

Et stykke håndtaske.

Kys frøen!

Opsendelse af Atlantis.

Universal Studios

Insignia

Klokken 6:21 mandag, den 5. april 2010 sendte NASA rumfærgen Discovery af sted fra Cape Canaveral. Vi var tre gutter, der var stået tidligt op denne morgen og havde trodset søvnunderskuddet, der var opstået i kølvandet på fejringen af min 30-års fødselsdag et par dage tidligere.

Da vi skulle i skole kl. 8:30 kunne vi desværre ikke køre til det gode sted ved Port Canaveral, da vi af bitter erfaring vidste, at det højst sandsynligt ville tage et par timer at komme tilbage til Titusville efter opsendelsen. Vi valgte derfor at køre til Port St. John, hvor vi også så opsendelsen af STS-130 Endeavour. Da vi ankom omkring kl. 6 var der allerede flere hundrede mennesker i området omkring marinaen, hvilket umiddelbart virkede som en del flere end ved opsendelsen af Endeavour. Discovery tog rumfærgernes fjerdesidste tur denne morgen, så der er nok en del amerikanere, der gerne vil nå at opleve en opsendelse inden det er for sent.

STS-130 blev den sidste planlagte natopsendelse, men her tidligt om morgenen var der ikke mange solstråler over Florida. Rent visuelt blev det derfor næsten lige så imponerende som Endeavour, der steg op over Florida som en lille menneskeskabt sol. Discovery var knapt så flot, men hvad der manglede rent visuelt, kom til gengæld på lydsiden, hvor der var langt mere lyd på end ved opsendelsen af Endeavour.

Discovery havde syv astronauter med op til ISS, hvor tre af missionspecialisterne er kvinder. Faktisk er dette med til at sætte en ny rekord, idet der nu er fire seje kvinder i omløb omkring jorden. Udover astronauterne medbringer Discovery forskellige forsyninger, udstyr samt reservedele til ISS. Rumfærgen returnerer til NASAs landing facility ved Cape Canaveral den 18. april, hvor jeg vil ud og opleve braget når rumfærgen går gennem lydmuren. Da Endeavour kom hjem sad jeg på mit værelse i Summerhill, og jeg troede egentligt at det var overboen, der havde væltet køleskabet eller noget i den stil. Lige indtil jeg fandt ud af, at det var rumfærgen der var kommet hjem igen!

STS-131 lift-off

STS-131

STS-131

STS-131

STS-131

STS-131

STS-131

STS-131

Barack Obama

Så er det endeligt blevet tid til en mindre opdatering her på bloggen, der bevist har været groft forsømt de sidste uger. Ikke fordi der ikke er noget at berette om, men nærmere fordi der har været en masse andet og mere interessant at tage sig til. Der bliver stadig brugt mange timer med snuden i bøgerne, og samtidig er jeg begyndt på den praktiske flyvning, hvilket er en kærkommen adspredelse i forhold til det lidt halvtørre teoretiske forløb.

Det var uden tvivl rigtigt stort at få lov til at flyve igen, selvom det godt nok var en noget anderledes oplevelse i forhold til det at flyve fastvingefly. Helikopteren virker som en unaturlig skabning, der opfører sig dybt mærkværdigt med sine vinger snurrende over hovedet på den stakkels pilot. Der gik vist lige en halv times tid, før jeg fandt hoved og hale i styregrejerne, og jeg indså at begge fødder og hænder skulle bruges i kampen med den lille helikopter. Der gik yderligere en halv times tid før jeg fik nulstillet mit underbevidste ”stall-horn”, der tudede løs inde i hovedet på mig, hver eneste gang vi fløj faretruende langsomt – I forhold til det jeg er vant til fra Piperen!

Det var rigtigt skønt at komme i gang med flyvningen igen, men det blev overgået adskillige gange af besøget af Anne i slutningen af februar! Efter et par måneder med ferie i Sydamerika og hygge i Danmark, hvor vi stort set brugte alle døgnets 24 timer sammen, så var det noget af et antiklimaks pludseligt at skulle rejse 12.000 kilometer væk fra hende. Heldigvis har vi jo Skype, så vi kan tale sammen og se hinanden hver eneste dag, men alligevel var det efterhånden hårdt tiltrængt med lidt tid sammen.

På vej til Orlando

Jeg kørte til Orlando midt om natten for at hente Anne, og det var simpelthen ubeskriveligt dejligt endeligt at kunne give hende en ordentlig knuser igen. Herefter gik turen tilbage til Titusville, hvor vi fik sushi til natmad. I øvrigt vist den første omgang sushi af tre den uge!
I løbet af ugen havde jeg stadig min skolegang at passe, men heldigvis fik jeg en fridag midt i ugen, da min instruktør var nødt til at aflyse en flyvning. Det passede os meget godt, da vi så kunne bruge dagen på shopping i Cocoa Beach, hvor Anne også fik klippet og stylet håret.

Efter at have boet i Titusville i nogle måneder, havde jeg fundet ud af, at det ikke ligefrem er Floridas hovedstad vi bor i. Jeg trængte til lidt luftforandring, så vi besluttede at booke en weekend på et hotel i Ponte Vedra, der ligger godt 130 miles (220 km) nord for Titusville. Dermed kunne vi få muligheden for at opleve en af USAs ældste byer, nemlig St. Augustine, der blev grundlagt af spanske kolonister i 1565. Faktisk blev Nordamerika fundet af spanierne i starten af 1500-tallet, hvorefter man forsøgte at oprette et antal kolonier i det, man kaldte ”La Florida”, hvis betydning var ”Blomsterlandet”. Herefter opstod der et kapløb mellem Frankrig og Spanien om at kolonisere Florida, hvilket gav en del ballade omkring St. Augustine de følgende 200 år, hvor spaniere, franskmænd, briter og pirater sloges løs. Byen blev raseret et par gange, men det lykkedes dog at holde stand, således at byen forblev spansk indtil byen blev handlet væk til briterne.

Gågaden

Med sin forhistorie har St. Augustine en rigtig hyggelig atmosfære, der til dels er skabt af den spanske/europæiske byggestil og de smalle gader og stræder, der ikke syntes videre kompatible med store amerikanske benzinslugere. Til gengæld var det en god tilføjelse med de mange heste og tilhørende vogne, der kørte rundt med turister i byen. Desværre er byen temmelig præget af turisme, hvilket også har tiltrukket diverse selvkørende kålorme og traktorer forklædt som tog, der befordrer turisterne rundt til de forskellige seværdigheder i byen.

Vi fik oplevet en masse i St. Augustine, hvor vi pga. regnvejr brugte lidt tid inden døre på Ripley’s Believe It or Not-musem. Og hold da op et freakshow af dimensioner! Det var stort set en samling knogler fra mennesker og dyr, en søko bygget af tomme øldåser, torturinstrumenter og diverse optiske bedrag. Det var godt nok en flad fornemmelse, men set fra den positive side, så undgik vi da at blive våde så længe!

Vores frokost blev indtaget på et spisested, der står på træpæle midt i kanalen ved Bridge of Lions. Vi syntes at det var et lidt spøjst sted, da man fik en bakke med tørt brød sammen med sin bestilling. Brødet var til mågerne, der gik og kiggede ind til os gennem vinduerne. Vi kunne så fodre mågerne ved at smide det ud af nogle luger, der er monteret i vindueskarmene. Specielt koncept…

Tur på stranden

Det blev også til en tur i den lokale gågade, der ikke er det mest udbredte fænomen her i USA. Vi brugte et par timer i gaden, hvor vi fik set på en masse små butikker med mange sjove ting. Vi gik også en tur ved fortet Castillo de San Marcos, hvor vi kunne se nogle af de gamle kanoner, der havde været brugt til at jage franskmænd og pirater på flugt. Det store hit ved fortet var helt klart en ovn, hvor man kunne bage kanonkugler, der så i rødglødende tilstand, kunne affyres mod fjendtlige skibe.

Vi så ikke nogen alligatorer, da vi var på ferie i Florida i november, så vi besluttede at tage en tur på St. Augustine Alligator Farm. Og jeg skal da lige love for, at vi fik set alligatorer, krokodiller og en masse andre spændende dyr. Det viste sig, at farmen er en hel zoologisk have, hvor man har i hundredvis af alligatorer og krokodiller i forskellige størrelser og arter. Det var også imponerende at se en af dyrepasserne rende rundt i et af anlæggene, hvor han fodrede alligatorer, klappede dem på snuden og fortalte publikum om disse frygtindgydende dyr.

I Ponte Vedra boede vi lige ud til stranden ved Atlanterhavet, så vi nød at kunne gå et par ture sammen på den flotte strand. Også selvom det i slutningen af februar stadig var lidt småkøligt med kun 18 grader i dagtimerne.

Mandag skulle Anne tilbage til jobbet og lejligheden i Århus igen, så jeg fik et par timer fri fra skole, hvor jeg så kunne køre hende til lufthavnen i Orlando og tage afsked med hende. Ikke det mest spændende, men i det mindste havde vi jo haft en dejlig uge og en skøn weekend sammen. Inspireret af John Damtofts blog kan jeg udstikke næste fikspunkt, der bliver den 7. maj, hvor jeg igen får besøg af Anne. Denne gang i 10 dage, hvor vi så nok finder et andet hyggeligt sted i Florida at tilbringe en weekend.

Fortet i St. Augustine

Foderbrædt

Alligator Farm

Showtime

Fugl på Alligatorfarmen

Anne i problemer!

Happyflight

Schweizer 300CBi

STS-130 patch

Jeg blev vækket allerede kl. 2:00 af mit vækkeur, søndag den 7. februar. Årsagen til den tidlige vækning var, at jeg sammen med nogle studiekammerater skulle af sted til Port Canaveral, hvorfra vi skulle se opsendelsen af rumfærgen Endeavour. Det specielle ved denne opsendelse var, at det er den sidste planlagte opsendelse af en rumfærge om natten. Desuden var det den 4. sidste opsendelse af en rumfærge, da NASA har besluttet at pensionere rumfærgerne.

Efter at være stået op tjekkede jeg NASAs TV-kanal, der kunne fortælle, at optankningen og klargøringen af Endeavour gik efter planen, og at meterologerne havde givet 70% “go” for opsendelsen. Efterfølgende begyndte klassekammeraterne at dukke op, så vi fik fyldt to biler op med forventningsfulde mennesker, og kørte derefter de 16 miles til Port Canaveral, hvor udsynet til Launch Pad 39A skulle være udmærket.

Lift-off!

Under køreturen til Port Canaveral så vi i hundredevis af biler, der var parkeret i vejkanten samt på broerne over Banana River, så folk fra nær og fjern havde altså allerede taget opstilling til at kunne se opsendelsen. Heldigvis fandt vi et godt sted uden alt for mange mennesker, hvor vi samtidig havde et rigtigt godt udsyn til den karakteristiske NASA VAB-bygning, hvor man monterer rumfærgen på løfteraketterne. Vi mødte selvfølgeligt en del mennesker, og vi faldt ret hurtigt i snak med en rigtig flink amerikaner, der kunne fortælle en masse om NASA samt om tips og tricks til fotografering af opsendelsen. Derudover løb vi selvfølgeligt også  lige ind i en dansker, der havde besluttet sig for at tage en tur til Florida for at se den sidste natopsendelse. Friskt gjort!

Opsendelsen var sat til kl. 4:39 med et ganske kort “launch window” på ca. 10 min. Udenfor denne tidsperiode afbryder man opsendelsen, da det vil kræve alt for meget brændstof, hvis rumfærgen skal forsøge at indhente rumstationen, der bevæger sig med godt 27.000 km/h. Det vil altså sige at rumstationen cirkler rundt om jorden 15,7 gange hvert døgn!
Desværre viste det sig, at der drev skyer ind over Cape Canaveral, hvilket gjorde at meteologerne og kontrolcentralen nu kun gav 30% “go” for opsendelsen. Nogle minutter efter blev opsendelsen aflyst, og der startede nu et sandt mylder af mennesker og biler, der tilsyneladende allesammen skulle samme vej som os!

Jeg har aldrig nogensinde set så mange biler på én gang, og det endte da også med, at vi måtte sidde i kø i godt 2½ time for at komme hjem til Titusville. En tur der normalt tager omkring 25-30 minutter. På den anden side er det vel forventeligt med den voldsomme trafik, når man hører, at der er omkring 500.000 mennesker i Titusville under en opsendelse mod normalt 45.000 indbyggere!

STS-130 på vej

Opsendelsen blev udsat til mandag nat kl. 4:14. Vi valgte at blive tættere på Titusville denne nat, da vi ikke havde mod på at bruge en halv nat på de amerikanske landeveje, for derefter at skulle møde i skole et par timer efter. Derfor blev det besluttet, at køre til Port St. John, hvor der er en marina med god udsigt til affyringsrampen. Desværre dog næsten dobbelt så langt væk som fra Port Canaveral.

Denne nat skulle vi være heldige, og præcis kl. 4:14.08 løftede Endeavour sig fra Kennedy Space Center. Der gik ikke mange sekunder før nattehimlen blev oplyst af denne imponerende menneskeskabte sol, der smukt steg på den mørke himmel ovenpå en imponerende søjle af damp og røg. Det var et virkeligt smukt og betagende syn, der kort efter blev bakket op af et voldsomt drøn fra de enorme kræfter, der var blevet sluppet løs fra rumfærgen og løfteraketterne. Jeg var simpelthen målløs – Og måtte tage mig selv i at stå med åben mund og polypper efter et par minutter!

Jeg kunne ikke lade være med at opsøge lidt fakta om rumfærgen, der viser sig at være lige så utrolige som selve opsendelsen. Endeavour blev bygget som afløser for Challenger, der eksploderede under en opsendelse i 1986. Efter at Columbia brød op under genindtræden i jordens atmosfære i 2003, har NASA kun Endeavour, Discovery og Atlantis tilbage. De skal alle pensioneres i slutningen af 2010, hvorfor det faktisk er muligt at købe sig en rumfærge. Dog skal man nok lige tænke på, at nyprisen på Endeavour var $2.100.000.000 i 1991, hvilket svarer til godt 11,5 milliarder danske kroner. Spørgsmålet er så hvor stor afskrivningen er på sådan en færge?

Hvis man skulle finde på at købe en rumfærge alligevel, så får man et transportmiddel, der vejer 2.030 tons (med brændstoftank, løfteraketter og brændstof), men som til gengæld har 37 millioner hestekræfter at gøre godt med. Får man løfteraketter og ekstern brændstoftank med i handlen, så er der mulighed for at lege med sammenlagt 81 millioner hestekræfter, der sørger for en acceleration på 0-27.340 km/h på ca. 8 minutter! Dog skal man nok have lidt luft i budgettet til brændstof, idet løfteraketterne alene brænder 454.000 kg brændstof af på 2 minutter og 2 sekunder. Brændstof der i øvrigt består af så eksotiske ting som ammoniak perklorat, aluminium, jernoxid osv.

Se meget mere om rumfærgerne på Wikipedia.

Så mangler jeg bare at spørge om der er nogle derude, der er friske på at gå sammen om en enkelt rumfærge?

Hestekræfter

Endeavour

STS-130

STS-130

Flamme på nattehimlen

Acceleration

\n[There is a video that cannot be displayed in this feed. Visit the blog entry to see the video.]

Schweizer 300CBi

Tiden flyver af sted her i Titusville, hvor vi er kommet godt ind i rutinen omkring skolegang og livet i vores amerikanske hverdag. Desværre flyver vi ikke selv nogle steder endnu, da vi stadig mangler at færdiggøre to uger med ren teoriundervisning. Herefter begynder vi at veksle mellem teori og praktisk flyvning, således at vi kommer til at flyve hver anden dag. Det glæder vi os selvfølgeligt rigtigt meget til!

Jeg skulle lige vænne mig til at gå i skole igen, men efter et par uger har jeg fundet en god rytme i undervisning og lektielæsning, og jeg er generelt rigtig glad for at kunne fordybe mig lidt i stoffet omkring flyvning og helikoptere. Vores instruktører er super gode, og jeg værdsætter virkelig, at de forstår at præsentere selv det mest tørre teori på en spændende og interessant måde. Et par stykker af dem mestrer samtidig kunsten at krydre teorien med et par røverhistorier fra branchen, så der er tit anledning til lidt sjov og ballade, der gør at stoffet glider lidt lettere. Så det kan simpelthen ikke være bedre.

Koncentration

Det er dog ikke sjov og ballade det hele, og vi har da også allerede haft tests i fagene Principles of Flight, General Navigation, Airframes og Instrumentation. Alle tests og eksamener foregår som multiple choice, hvor der er fire svarmuligheder til hvert spørgsmål. For at bestå skal man have minimum 75% korrekt. Indtil videre har jeg bestået alle tests, men der kan stadig arbejdes på at få en højere score. Men så er det jo godt, at det først er i august, at vi skal til de første eksamener…

I slutningen af januar havde vi en tur på flightline, hvor vi gennemgik den type helikopter som vi skal træne på, nemlig en Schweizer 300CBi. Man startede produktionen af denne helikopter tilbage i 1964, så der er tale om et ældre og gennemprøvet design, der dog har set en del modifikationer gennem årene. Der er plads til tre personer i helikopteren, men normalt flyves der kun med to personer pga. begrænsninger i nyttevægten på maskinen. Kabinen er mindre end den man finder i en Fiat 500, men til gengæld har helikopteren en masse spændende knapper, håndtag og dingenoter – Samt en 180 HK motor.

Bell 206

Livets gang her i Titusville går stille og roligt, selvom tiden flyver af sted! Vi er så småt ved at vænne os til området med hvad dertil hører af shoppingmuligheder, barer, forlystelser og naturområder.
Desuden har jeg også efterhånden vænnet mig til den amerikanske kultur og livsstil, der til tider giver anledning til et godt grin eller undren. Til gengæld ved jeg også, at amerikanerne tit undrer sig over os, og synes at vi er nogle spøjse typer. Men det betyder jo intet, hvis man ellers er lidt imødekommende og viser forståelse overfor en anderledes livsstil. Den forståelse har de fleste amerikanere!
Desværre har jeg set flere eksempler herovre, hvor skandinaver ikke har den mindste forståelse for amerikanernes anderledes livsstil. Og ærligt talt, så er det til at krumme tæer over, når en blegnæbbet skandinav skal belære en amerikaner om hvor meget bedre vores kultur, livsstil, teknologi m.v. er!
Hvor er det dog tragikomisk, at vi kræver af de ”fremmede”, at de skal tilpasse sig vores kultur og livsstil når vi ikke engang selv kan finde ud af det, når vi er gæster i et fremmed land!

Og nu hvor vi er ved det tragiske, så må jeg jo også hellere fortælle om min køreprøve, der ikke gik helt som jeg havde håbet. Selve køreprøven foregik på en lukket bane, hvor jeg skulle parkere, bakke, bremse hårdt op og lave en trepunktsvending. Jeg havde forståelsen af, at det ”bare” var en test for at se om jeg kunne styre bilen. Det viste sig efterfølgende, at testen var en simuleret køretur i trafikken, så jeg missede både blinklys og orientering over skuldrene m.v. Resultatet blev at jeg dumpede køreprøven, hvilket ikke ligefrem gav point på selvtillidskontoen.
Nu var det jo ikke verdens undergang, så jeg måtte bare op på hesten (i dette tilfælde Ponyen) og prøve en gang mere. Det gjorde jeg så i denne uge, hvor jeg bestod den 5 minutter lange køreprøve – efter at have ventet i tre timer på kørekortkontoret!

Mindre heldig nummerplade

I det hele taget har det været lidt noget tis med bilen. Der var lidt problemer med instrumentbrættet da jeg købte den, så jeg var klar over at det nok skulle skiftes. Det brugte Ford her i Titusville så to dage på at lave, hvorefter det hele fungerede i et par dage. Herefter begyndte en ny og spændende lampe at lyse i instrumentbrættet, hvilket betød at bilen igen skulle på værksted. Denne gang for at få en ny brændstofpumpe installeret. Hele forløbet bliver opsummeret meget godt på den nummerplade jeg netop har modtaget… (Jeg er bange for at en helt særlig, og dejlig, samling tossede ex-guider fra Kangerlussuaq Tourism vil mene at min bil er reinkarnationen af en gammel gul Mercedes!).
Gid Tante Tis af Kangerlussuaq vil give Mustangen noget karma, der forskåner den fra flere dyre besøg på værkstedet. 7-9-13 osv. osv.

Ellers går jeg og glæder mig vanvittigt meget til den 21. februar, hvor Anne kommer på besøg i otte dage her i Florida. Vi har ikke set hinanden (jo, på Skype!) siden den 28. december, så det skal blive rigtigt dejligt at få nogle dage sammen herovre. Jeg er sikker på at det bliver en tiltrængt miniferie for Anne, der har haft travlt med at komme på plads i hendes lejlighed i Århus samt at komme i gang med det nye job. Så nu håber jeg bare på godt vejr her i Florida, så hun kan få lidt sol og sommer – og dermed et afbræk fra den tilsyneladende nystartede istid i Danmark.

I nat skal jeg en tur til Cape Canaveral med 7-8 studiekammerater. Vi skal ud og se det, den formentligt, sidste opsendelse af rumfærgen om natten, hvilket også er den 4. sidste opsendelse inden rumfærgerne skal på pension.  Jeg føler mig superheldig over at have muligheden for at se opsendelsen af Endeavour, og jeg er meget spændt på den oplevelse. Mere om dette på bloggen en af de kommende dage!

Schweizer 300CBi panel.

Lektielæsning

The Sunshine State

Summerhill

Om formiddagen den 29. december mødtes jeg med min grønlandske medstuderende, Aqissiaq, efter at have taget toget fra Odense til København. Jeg havde taget afsked med Anne aftenen forinden, da jeg ikke følte at jeg kunne overskue at skulle sige farvel i lufthavnen eller på banegården. Det var specielt hårdt at tage afsked med Anne, men det var da helt sikkert også lidt vemodigt at skulle sige farvel til familien.
Heldigvis er det ”kun” et års tid, hvor Anne og jeg skal have et forhold på distancen, men forhåbentligt får hun mulighed for at besøge mig nogle gange i løbet af året.

Aqissiaq og jeg kom med Air Iceland via Keflavik til Orlando Sanford lufthavnen midt i Florida, hvor vi blev afhentet af en af skolens instruktører. Han kørte os de 35 miles fra Orlando til Titusville, hvor vi blev indkvarteret i en fin treværelses lejlighed i boligkomplekset Summerhill, der efter amerikansk standard ligger lige i nabolaget af den lufthavn, hvor skolen ligger. Altså i en afstand af ca. 7 km!
Der er virkeligt langt mellem tingene her i USA, hvor det praktisk taget er umuligt at leve uden en bil, hvis man vil have den mindste grad af frihed. Det betød også, at vi selv skulle på jagt efter et par brugte biler.

Næste morgen blev vi afhentet af Kevin, der er Student Services Assistant hos Bristow Academy. Herefter skulle der ordnes en masse praktiske ting, hvilket skete sammen med en svensk medstuderende, Christian, der også havde sin mor med på turen. Hele flokken kom en tur forbi en amerikansk bank, Wachovia, hvor vi fik oprettet hver vores konto med tilhørende checkhæfte. Helt perfekt til os unge mennesker, der stort set aldrig har set en check i virkeligheden! Amerikanerne er åbenbart stadig helt tossede med checks, så det er nok bare en rutine vi må vænne os til.
Herefter blev vi kørt til vores lokale Wal-Mart supermarked, hvor vi købte mobiltelefoner til den svimlende pris af $30 pr. stk. Og det var endda med $30 i taletid, så rent faktisk kan man bare smide telefonen væk når man har opbrugt taletiden på den. Ja, USA er skam et rigtigt forbrugersamfund, hvor man ikke bekymrer sig voldsomt om brug-og-smid-væk mentaliteten.

"Greenland"

Efter at have fået en rundvisning på skolen samt at have spist frokost på en sandwichbar, blev vi kørt hen til to forskellige brugtvognsforhandlere. Desværre skulle dette blot blive første gang, at vi kom i kløerne på en lidt for smart forhandler, der var mere interesseret i at tømme vores tegnebog end at sælge os en god gammel bil. Bilerne var stort set en samling lig, der stod der på pladsen og var pyntet fint med farvestrålende balloner og smarte streamers. Set i bakspejlet, så traf vi den helt rigtige beslutning om, at vi ikke skulle handle bil den dag, men tage den med ro og lede efter noget bedre.
Vi endte derfor med en lejet Mazda 3, der skulle fungere som vores transport den første uges tid.

Tiden omkring nytår gik stort set med at skaffe lidt ekstra møbler til lejligheden, handle ind og komme på plads inden skolestart. Vi kom også i gang med at kigge på brugte biler i området omkring Titusville, men det var dog noget nedslående at opleve, at brugtbilsmarkedet i USA er en jungle, der er infiltreret af en masse uærlige mennesker. Vi kom derfor til at bruge en masse tid på forskellige portaler på nettet, hvor vi ledte efter biler fra nær og fjern.

Nytårsaften blev en noget tam affære, der blev ”fejret” med kinesisk take-away og et par pils. Omkring midnat var vi dog forbi hos en svensk gut, Mille, der også havde besøg af hans mor. Meget kan man sige om svenskere, men det virker som om, at de svenske mødre sørger godt for, at deres afkom kommer godt i gang herovre!
Der var med andre ord ikke meget fest, ikke mange farver og da slet intet festfyrværkeri her i nærheden. Ja, det lyder godt nok noget tamt, men på den anden side set, så kan jeg faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en 1. januar uden tømmermænd.

Første skoledag

I dagene op mod skolestart ankom flere og flere af vores medstuderende, og vi fandt hurtigt ud af, at de fleste af os bor her i Summerhill. Specielt svenskerne Per, David og Mille blev hurtigt en del af vores lejlighed, som hurtigt blev døbt ”Greenland” af de svenske drenge. Her er det allerede blevet til flere omgange fællesspisning, fælleskvælning af pils samt kaffe og tv-hygge.

Skolen startede den 4. januar, hvor vi efter en kort introduktion til skolen og instruktørerne, blev smidt direkte ud i teoriforløbet. Vi kører udelukkende teori (groundschool) de første syv uger, hvorefter vi overgår til at have teori den ene dag og praktisk flyvning den næste.
Vi er 18 personer med vidt forskellig baggrund og alder. Således har vi en kvinde og 17 mænd, der ligger i aldersgruppen 19-40 år. Samtidig er det en meget international klasse, da der er studerende fra Nigeria, Finland, Sverige, Grønland, Tyskland, Skotland, Holland, Italien og Irland. Det er rigtigt spændende at være en del af en klasse, hvor man har så mange forskelligheder, men hvor man har et samlet mål; nemlig at komme ud og få noget luft under vingerne!

Ponyen

Udover skolen har vi som sagt brugt meget tid på at finde et par biler, så det var en stor lettelse, da jeg endeligt fandt en fornuftig bil forrige lørdag. Generelt har det været rigtigt svært at finde en bil, hvor lakken og interiøret ikke har været ødelagt eller slidt helt ned. Solen i Florida er rigtig hård ved lakken, og samtidig passer de fleste amerikanere ikke særligt godt på deres biler. Men det er jo nok effekten af, at bilerne herovre generelt ikke koster ret meget i forhold til Danmark.
Jeg fandt mig en pæn og velholdt Ford Mustang fra 2005 i en ret skrabet udgave, hvor man ikke får meget mere end en motor, et rat og fire hjul. Interiørets plastikkvalitet er til at græde over, men til gengæld er der ikke brug for en radio, da der er masser af lækker lyd i denne lille benzinsluger.

Vi er så småt ved at have fundet rutinen i skolen, hvor vi i øjeblikket lærer om meteorologi, flyvningens principper, instrumenter og om flyvende maskiner generelt. Jeg har indtil videre draget kæmpe fordel af, at jeg har lært en stor del af stoffet på Haddoks akademi (Naviair) samt da jeg tog mit privatflyvercertifikat tilbage i 2005. Dog er indlæringskurven ret stejl, så jeg begynder så småt at skulle lægge mig i selen i forhold til lektielæsning. Men hvad gør det, hvis bare man er interesseret i stoffet?

I morgen står den på teori- og køreprøve, således at jeg forhåbentligt kan erhverve mig et Florida kørekort, der er påkrævet hvis man er bosiddende i Florida. Efter sigende skulle der ikke være det store i det, men det vil jeg vente med at berette om – Indtil jeg ved om jeg skal bruge mere end én gang til at erhverve det.

Aqissiaq

Schweizer 300

Forpladsen ved Bristow

Fieldtrip

Kold morgen

O sole mio!

Som foregående morgen blev vi igen vækket af klassisk musik. Lidt himmelsk, blev vi enige om, men det passede nu meget godt til dagens tema.

Vi fik pakket og checket ud fra hotel San Petro, og mødtes som aftalt med Daniel kl. 08:00. Det var i dag, der skulle prøves kræfter med den store Chimborazo på 6.310 meter. Vi havde været så heldige, at vi alle tre dage havde haft klart solskinsvejr, så vi kunne nyde synet af kæmpen. Min allergi var blevet en stor plage, og i dag skulle intet stå i vejen, så sammen med Daniel fik jeg fat i noget allergimedicin på et apotek. Vi fik desuden købt proviant, og var nu klar til opstigningen.

Chimborazo betyder Iskvinde på Quichua, og det var så sandelig også en smuk, majestætisk vulkan pyntet med is, der stod der mod den klare blå himmel i solskinnet, og ventede på os. For som Daniel fortalte, så bør man spørge bjerget om tilladelse til at få lov til at bestige det. Mange af de lokale har stor respekt for naturen, og selv dem, der lever et moderne liv, tyr stadig til naturmedicin. Chimborazo er også hellig for ecuadorianerne, og to gange om ugen går en gruppe mennesker med æsler den lange vej op til isen på vulkanen. Her brækker de store stykker is af, lægger græs omkring stykkerne som isolering, læsser isen på æslerne, og fragter den tilbage til markederne, hvor de sælger det som hellig is.

Vicuña

På vej op til Chimborazo så vi flere af de sjove vicuñaer, der er et lamaagtigt dyr. De gik og spiste af de få grønne planter og buske, der stak op af den rødlige lavagrund. Carlos formåede endnu engang at få presset minibussen op i den ekstreme højde af 4.800 meter. Herfra begyndte vores opstigning. Stien var noget nemmere at gå på i forhold til Cotopaxi, da underlaget her ikke var nær så sandet. Humøret var højt hos alle tre, og vi følte os godt tilpas, omend dog en smule øre af den tynde luft.

Vi klarede turen op til base campen i fin stil, men dog noget forpustede og vaklende, og kunne dermed glæde os over, at vi nu stod i 5.000 meters højde!  Det var tydeligt, at Daniel nød turen mindst lige så meget som Martin og jeg, og det var fedt at mærke, at det ikke bare var rutine for ham. Men turen var ikke slut endnu, blev vi enige om. Vi kunne dog godt se, at vi ikke ville kunne komme meget højere op, med mindre vi havde det rette udstyr. Iskappen ville vi ikke kunne bestige uden steigeisen, og desuden blev Chimborazo også væsentlig stejlere på dette punkt. Vi fortsatte derfor opad, så længe det var muligt, både i forhold til sikkerhed når det gjaldt underlaget og højdesyge. Vi nød den smukke, smukke udsigt, både ud over landskabet under os og op til toppen af Chimborazo, som langsomt blev indhyllet i skyer. Undervejs samlede Martin og jeg også en del af de små, flotte vulkansten, der var i sorte, grå, hvide, røde og lilla farver. Vi synes, det var en sjov souvenir at have med hjem fra mere end 5.000 meters højde.

Klar til opstigning på Chimorazo

Vi nåede op, og fik klappet en bunke sne, der lå i ca. 5.125 meters højde, men måtte her vende om, da terrænet blev for svært og stejlt at vandre i. Underlaget bestod af løst sand og sten, der gjorde, at vi skred meget. Vi var nu også en smule svimle af højden, og Martin synes, at han havde svært ved at fokusere, så selvom vi havde mod på mere, blev vi enige om, at det var bedst at vende om. Men vi havde været tættere på himlen her, end nogensinde før.

Efter vellykket nedstigning blev kursen sat mod Quito, der lå mange timers kørsel væk. For sidste gang nød vi at køre igennem patchwork landskaber, hvor vi så Indigenas med deres hatte, farvestrålende klæder og flokke af husdyr på vejene. Vi havde endnu heller ikke helt vænnet os til at møde biler, hvor ladet var fyldt med mennesker.

Martin og jeg havde bestemt os for, at vi gerne ville give frokost denne dag. Det var jo vores sidste dag i Ecuador, og Daniel mente derfor, at vi ikke kunne rejse hjem, uden at have smagt den ecuadorianske ret marsvin (nej, ikke den i havet, men den lille, søde gnaver!) Det var ikke lige det dyr, vi havde allermest lyst til at sætte tænderne i, men Daniel lokkede, og vi blev til sidst enige om, at det også var noget pjat, hvis ikke vi i det mindste smagte. Vi gjorde derfor et stop i Ambato, som er kendt for at lave god cuy (marsvin). Vi fandt frem til et spisested, hvor marsvinene ganske enkelt blev grillet på spyd. Det var de største marsvin, vi nogensinde havde set, og uden pels lignende de mest af alt rotter! Ikke spor tiltalende, men da vi fik smagt et stykke, måtte vi indrømme, at det faktisk smagte fint. Et sted mellem kylling og and. Derfor fik vi alle fire en tallerken med et kvart marsvin, et par kartofler og sovs. Lidt svært var det at se ned på denne tallerken, hvorfra en marsvinepote stak op! Det gav mig flashback til dengang, jeg var barn, og var ude i haven med mit marsvin. Pludselig kom naboens lille hysteriske gravhund løbende op ad havegangen og åd mit marsvin. Det sidste jeg så, mens jeg hylede, var mit marsvins fod, der stak ud af hundens mund, og denne hændelse er for evigt brændt ind i min hukommelse. Og nu var den lille marsvinefod igen foran mig – dog grillet.

Vi kom frem til Quito om aftenen, og fik sagt farvel til Carlos. Daniel ville hente os næste morgen og køre os til lufthavnen i hans fritid, hvilket var kanon af ham.

Vi fik derfor sagt farvel både til Ecuador og til Daniel den næste dag, og må sige, at vi har haft et helt forrygende ophold. Vi satser stærkt på et gensyn med Sydamerika.

Martins madanmeldelse

Efter den traumatiske barndomsoplevelse så Anne sig ikke i stand til, at kunne lave en madanmeldelse af vores festmåltid i Ambato. Jeg springer derfor gladeligt til, og jeg vil starte med at dementere min påstand i et tidligere indlæg på bloggen, hvor jeg på det nærmeste foragter marsvin som kæledyr – Og hovedret. Så er det på plads.

I Ambato kom vi ind på en hyggelig fortovscafé, hvor hovedretten blev tilberedt ved fortovet. Som det ses på billedet herunder, så foregik tilberedningen af marsvinene ved, at man havde monteret de afpelsede kræ på en horisontal karrusellignende stegeanordning, der så roterede marsvinene over den sagte ild. Et helt fantastisk syn der i den grad gav en god appetit!

Desværre var vi ankommet til spiseetablissementet på et tidspunkt, hvor der var strømafbrydelse i Ambato. Således blev vi installeret ved et lille havebord i et mørkt baglokale, hvor eneste belysning var de hyggelige stearinlys på bordene. Man kan sige, at det var held i uheld, at vi nu fik mulighed for at indtage en romantisk candle light dinner, sammen med vores chauffør og guide, på vores sidste dag her i Ecuador.

Selve præsentationen af retten var desværre en middelmådig oplevelse, idet maden fremstod en smule bleg og kedelig. Dog var det en rigtig fin detalje med den lille fod med tilhørende negl, der stak ud over siden på tallerkenen. Retten bestod i øvrigt af to stykker grillet marsvin, et par udkogte kartofler samt en jordnøddesauce. Hele herligheden kom til at stå i USD $21 inklusive fire Coca-colaer, så det må betegnes som et røverkøb, når man kan bespise fire voksne for omkring 100,- danske inflationsramte kroner. Fantastisk!

Selve cuy’en (marsvinet) smagte rigtigt godt, og var yderst veltilberedt. Skindet var knasende sprødt, og kødet var saftigt og mørt, hvilket faldt i god smag hos chaufføren og guiden… Hvis vi får chancen, så vender vi helt sikkert tilbage til et halvt grillet marsvin i Ambato en anden gang!

Bedømmelse
Præsentation:
Betjening:
Mad:
Pris:

I alt: (Altså 4 ud af 5 “kokkehuer”)

På vej op ad Chimborazo

5.000 meter over havet

Skolebørn

Marsvin på spyd

Velbekomme

Parque Nacional Sangay

Her til morgen stod vi op klokken 6:30 til tonerne af klassisk musik, der strømmede ind ad sprækkerne ved døre og vinduer fra den overdækkede gård midt i hotellet. Igen i dag var vejret virkeligt smukt, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, så den perfekte scene for en smuk togtur i bjergene var sat.
Togturen havde vi booket hjemmefra, hvor vi havde set smukke billeder af et gammelt damplokomotiv, der kørte rundt på stejle bjergskråninger med folk siddende på taget af togvognene. Det så jo rigtigt spændende ud, og jeg havde derfor gået og glædet mig til at tage denne tur sammen med Anne.

Vi fik en rigtig lækker morgenmad på Hotel San Pedro, hvor der var friskpresset juice, kaffe, yoghurt, müsli, frisk frugt og forskelligt brød samt ost og kødpålæg. Vi var ellers lige ved at vænne os til den traditionelle ecuadorianske morgenmad, hvor æg er en af hovedingredienserne i form af spejlæg eller scrambled eggs. Så efter at have levet af æg til morgenmad de sidste knapt tre uger, så var det faktisk rart for os kolesterolforskrækkede blegnæb at slippe for æggene denne morgen!

Vi blev hentet af Carlos og Daniel klokken 7:30, hvorefter turen gik mod Alusí, der ligger ca. 200 kilometer syd for Quito. Egentligt kunne vi have taget toget fra Riobamba, men dette ville have taget os mindst 3½ time pga. den sørgelige forfatning, som Ecuadors jernbanenet er i. Gennem de sidste mange år har man ikke vedligeholdt jernbanenettet, og man har ikke repareret på skinnerne efter jordskred, oversvømmelser m.v. Heldigvis for ecuadorianerne så er der vedtaget en lov, der skal sikre, at jernbaneskinnerne bliver bragt i orden igen.

Laguna Magtayan

Under den to timer lange køretur mod Alusí fandt Daniel ud af, at vi ikke kunne komme med toget før klokken 15:30. Han foreslog os derfor, at vi skulle køre en tur på landet, hvor vi kunne komme tæt på Indigenas. Det ville vi selvfølgeligt mægtigt gerne, så Carlos satte kursen mod Sangay nationalparken, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

På vej mod nationalparken kom vi gennem byen Cajabamba, der huser Ecuadors ældste katolske kirke La Balbanera, som blev bygget af spanierne i 1524. Kirken blev godt nok jævnet med jorden i et kraftigt jordskælv i 1797, men ecuadorianerne genopførte den, og den dag i dag betragtes kirken stadig som den ældste i Ecuador.
Vi besøgte kirken på en søndag formiddag, hvor der var katolsk messe, så vi kom aldrig helt ind i kirken. Dog var det spændende at se, hvordan kirken er opført i store sten med en masse ornamenter. Det var selvfølgeligt meget spændende at se, men personligt syntes jeg, at det største hit i Cajabamba var, da en rutebil kom kørende forbi med tre-fire får på tagbagagebæreren!

Indigenas

Kort efter Cajabamba drejede vi af mod Sangaya, hvor resten af turen skulle tilbagelægges på dårlige grusveje. Der gik ikke længe, før vi stødte på de første Indigenas, der var i færd med at flytte deres grise, køer, får og lamaer fra et græsningsområde til et andet.
Det var meget tydeligt at det ikke sker hver dag, at der kommer en minibus med turister susende hen ad vejen. På et tidspunkt stoppede vi ved nogle lokale for at spørge om vej, hvilket dog ret hurtigt blev noget af et tilløbsstykke, idet de gerne ville se, hvordan vi så ud og vide, hvor vi kom fra.
Der gik ikke lang tid, før vi igen måtte spørge om vej, og denne gang fik vi personlig vejvisning, da vi fik selskab af tre Indigena-kvinder i bilen. De var på vej samme vej for at hente deres dyr fra et græsningsareal, så vi slog to fluer med ét smæk: De kom hurtigere ud til deres dyr, og vi kom frem til rette sted. Og så var det faktisk rigtigt hyggeligt, at høre dem sidde og tale Quichua med hinanden i bilen!

Fremme ved det lille Indigenasamfund midt i Sangay nationalparken hoppede vi ud af bilen, og begyndte at vandre ned til søerne. Det var en rigtig god tur sammen med Daniel, der lystigt fortalte op og ned ad stolper om Ecuador og Indigenaerne, samt forsøgte at indprente os nogle spanske gloser. Til gengæld fortalte vi en masse om Danmark og Grønland samt om de to landes indbyggere, hvilket Daniel tilsyneladende syntes, var interessant.
Efter en god time kom vi frem til Laguna Magtayan, der skulle vise sig at give mig endnu et flashback til Grønland. Her midt i Ecuador stod vi nu foran en flot blå sø omgivet af fjelde – Stort set som Lake Ferguson ved Kangerlussuaq. Derfor omdøbte vi hurtigt Lake Magtayan til Lake Ferguson af Ecuador!

Glad dreng

Da vi kom til Alausí, var det blevet tid til, på egen hånd, at finde et sted at spise noget frokost. Det var jo naturligvis ikke noget problem, idet vi jo havde klaret os selv i Quito indtil nu. Jeg brillerede tydeligvist på mit sparsomme spanske, så Anne og jeg fik serveret to store skåle suppe, der mindede mistænksomt om opvaskevand med et stykke brusk i. Vore sarte europæiske ganer måtte desværre give op, og vi måtte flove levere suppen tilbage. Heldigvis var de meget forstående i denne døgnkiosk/bistro/ventesal, så vi fik ombyttet suppen til kylling med ris og pasta.

Efter frokosten mødtes vi med Daniel, der i mellemtiden havde skaffet os billetter til togturen på El Nariz del Diablo (Djævlens næse). Han viste os rundt på det lokale marked i Alausí, hvor han fortalte vidt og bredt om markederne og de ting de solgte. Det var lige fra levende dyr til kurve, frugt, reservedele til biler, musik og meget andet. Daniel havde efterhånden fået sig sporet ind på vores danske humor, så han gav den god gas med humor og ironi under rundvisningen på markedet. Det er bare så fedt at have en god guide på sådan en tur!

Endelig var vi nået til selve togturen, og det skulle i første omgang vise sig at være noget af en skuffelse. Det viste sig nemlig, at det gamle damplokomotiv var til reparation, og at man derfor havde indsat busser, der kører på skinner i stedet for. Og hvad værre var, at en eller anden japaner tidligere havde fået hakket hovedet af, da han sad på taget af toget, så dette var nu også forbudt!?! Samtidig fandt vi ud af, at det var et specielt turisttog, hvilket så også betød, at der ikke var en eneste lokal ombord på toget.
Der røg min illusion så af at køre med et gammelt damptog, der var proppet med lokale mennesker, geder, høns og alverdens skrammel indenfor og på taget. Øv!

Udsigt fra toget

Heldigvis skulle det vise sig, at det ikke var så slemt som frygtet. Turen gennem Alausí og ned ad bjerget ved El Nariz del Diablo var rigtigt flot. Vi kørte meget tæt på bjerget og bjergskrænterne, og nogle gange virkede det næsten som om, at det ene hjulsæt kørte ude i fri luft på bjergkanten. Nedstigningen er så stejl, at man har været nødt til at grave nogle zigzag-mønstre ind i bjerget, hvor toget så skiftevis kører forlæns og baglæns. Det var nødvendigt at konstruere jernbanen på El Nariz del Diablo således, da stigningen ellers ville blive for stejl for de daværende tog. Stigningen for banen på dette bjerg er 1 til 18, hvor man normalt anser 1 til 100 for at være stejlt for en jernbane.

Ved enden af sporet så vi en ny lille station, der indtil videre er resultatet af den siddende regerings bestræbelser på at få den ecuadorianske jernbane tilbage på skinnerne igen.
Her fik vi en mindre pause, hvor vi kunne tage billeder af selve El Nariz del Diablo-bjerget og se et af de andre tog under nedkørslen. Bjerget fik i øvrigt sit navn da det viste sig, at netop dette stykke af jernbanen skulle blive det mest vanskelige at opføre. Samtidig krævede bjerget mange dødsofre under bygningen af jernbanen, og da man mente, at bjerget havde form som en næse, ja så blev det altså kaldt for Djævlens næse.

Vi endte altså med at have en rigtig flot og god tur på trods af, at det ikke kom til at foregå med et gammelt lokomotiv. Det kunne helt sikkert have været rigtigt fedt med den ægte vare, men på den anden side set, så er udsigten jo den samme uanset hvilket tog man kører med – Og her i Ecuador er udsigten ufatteligt smuk!

Det bliver til endnu en overnatning på Hotel San Pedro, inden vi i morgen skal prøve kræfter med Chimborazo, der er Ecuadors højeste bjerg. Vi håber på, at kunne komme over 5.000 meter, så vi går tidligt i seng for at lade op til vores kamp mod den tynde luft.

Gruppebillede

Daniel og Martin

Dal

Zigzag bane

Zigzag kørsel

Modkørende tog

Djævlens næse

Cotopaxi

Her til morgen var der strålende solskin, og vi blev hentet ved Hotel Eugenia af Adventure Lifes medarbejdere i Quito nemlig chaufføren Carlos og guiden Daniel. Turen gik til Cotopaxi nationalparken, der ligger omtrent 50 kilometer syd for Quito.
I løbet af den 1½ time lange køretur fik vi rig mulighed for at tage billeder af Quito og landskabet syd for byen. Samtidig fortalte Daniel en masse ting om Ecuador, Cotopaxi, inkaerne, sproget og kulturen.

Cotopaxi nationalparken er et område på 11.000 hektar, der huser en aktiv vulkan af samme navn som parken. Cotopaxi vulkanen er 5.897 meter høj, og den er en af verdens mest aktive vulkaner. Faktisk var den i udbrud så sent som i foråret 2006, hvor man bl.a. oplevede askeregn i Quito.
Det oprindelige folk i Ecuador, før inkaerne og spaniernes tid, opfattede Cotopaxi som en gud. Cotopaxi betyder ”Hals med ild” eller ”Solens nakke” på sproget Quichua alt afhængigt af dialekten.

Som den eneste af de 33 nationalparker i Ecuador har Parque Nacional Cotopaxi givet tilladelse til et privat firma, om at drive skovbrugen i parken. Man har plantet i tusindvis af fyrretræer rundt om vulkanen, hvor træet fra fyrretræerne bruges mest til møbelproduktion. Dog har de en anden og mere praktisk anvendelse, idet træerne holder på smeltevandet fra vulkanens gletsjere. Nationalparken kræver, at firmaet planter tre træer for hvert træ, der fældes, for på den måde sikrer man sig, at de omkringliggende områder ikke bliver oversvømmet af smeltevand fra gletsjeren.

Opstigning

Da inkaerne kom til Ecuador, blev Cotopaxi også et helligt sted for dem, men vulkanen fik også en mere praktisk anvendelse, idet man kunne bruge den som udkigspost. Fra Cotopaxi kan man se milevidt omkring, og på inkaernes tid kunne man spotte fjender, der var flere dage væk fra.
I 1534 ankom de spanske conquistadors, der indledte en krig mod inkaerne for at tage kontrol over Ecuador. Samtidig kom Cotopaxi i udbrud, hvilket inkaerne mente, var et tegn fra guderne om, at deres civilisation ville gå under. Inkaerne var kommet til Ecuador ca. 70 år tidligere, da de vidste, at midten af jorden lå et sted nær Quito, der på det oprindelige sprog betyder ”midten af verden”. Inkaerne havde beregnet sig frem til midten af jorden, ved at studere stjernerne. Her brugte de datidens stjernekikkert, der simpelthen var en stor dam, som fungerede som vandspejl mod stjernerne.

Fremme ved indgangen til nationalparken skulle vi have en ny guide med, da man ikke kan få adgang til parken uden en speciel guide. Vi fik derfor José med, der ikke var så god til engelsk, men som rigtigt gerne ville øve sig på os.  Når Josés ordforråd slap op, havde vi heldigvis Daniel, der kunne tale med José på spansk og derefter oversætte til os på engelsk. Endnu en god grund til at lære spansk!

Carlos kæmpede lidt med at få minibussen op ad Cotopaxi, hvor luften var begyndt at blive lidt for tynd til den anstrengte dieselmotor, men efter et stykke tid lykkedes det os at nå parkeringspladsen i 4.500 meters højde over havet. Det var dog ikke kun bilen, der var begyndt at hive efter vejret på nuværende tidspunkt, idet vi også kunne mærke effekten af den tyndere luft. Vi var trods alt blevet kørt op i ca. samme højde, som vi nåede på Pichincha før vi tog til Galapagos. Vi var selvfølgeligt spændte på at se, om vi igen ville få symptomer på højdesyge, men vi havde det okay, og var ved godt mod, så vi fik pakket taskerne og begav os så mod base camp i 4.800 meters højde.

Fremme ved basecamp

Turen op til base camp’en gik op ad en sti i dyb vulkansk sand, der besværliggjorde opstigningen en hel del. Vi prustede begge en hel del, og måtte holde en hel del pauser under opstigningen, hvor vi gradvist mærkede effekten af den tynde luft.
Den 800 meter lange tur med en stigning på 300 meter blev dog tilbagelagt i en fin tid, ifølge Daniel, der mente at vi med en tid på 45 minutter, var langt hurtigere end mange turister og lokale.

Vi kom indenfor i base camp’en, hvor Daniel købte varm chokolade til os. Det er nok noget nær den bedste varme chokolade, jeg nogensinde har fået, og den gjorde helt sikkert underværker for vores kroppe, der havde lidt besvær med at vænne sig til højden.

Efter at have sundet os lidt i 4.800 meters højde, blev vi enige om, at vi gerne ville op og se gletsjeren. Vi besluttede os derfor for at fortsætte turen op til 4.900 meters højde, og heldigvis var stien nu blevet meget bedre, således at vi ikke skulle bruge helt så mange kræfter på at kæmpe os igennem sandet.
Dog kunne vi mærke at symptomerne på iltmangel blev kraftigere efterhånden som opstigningen skred frem, og på et tidspunkt blev jeg lidt nervøs for Anne, der virkede som om hun havde svært ved at koordinere hendes trin. Det var dog langt fra så slemt, som jeg troede, og pludseligt fik jeg fornemmelsen af, at det var mig, der var ramt af højdesygen. Jeg måtte se syner, for op af bjerget kom der fire nonner vandrende i nonnedragter og klipklapper! Heldigvis så Anne det samme, så det blev heldigvis kun til et flashback tilbage til Pichincha, hvor vi så de to starutter komme rendende op ad bjerget i deres jakkesæt og danskesko!

Fremme ved vores mål i 4.900 meters højde blev vi mødt af en smuk gletsjer og en lille bæk af smeltevand. Der stod vi så indhyllet i skyer med en gletsjer, der mindede meget om dem, vi har set i Grønland – Bare lige med den forskel at denne gletsjer altså stort set ligger på ækvator! Det var en lidt surrealistisk oplevelse, og jeg nåede da også lige at få sendt en lille tanke ”hjem” til Grønland i den forbindelse.

Anne foran gletsjeren

Efter at have taget en masse fotos og nydt udsigten, når der opstod et hul i skyerne, begyndte vi nedstigningen mod base camp og videre til parkeringspladsen.
Desværre blev Anne mærket af højden, hvilket resulterede i, at hun blev lidt dårlig under nedstigningen. Hun klarede det dog i rigtig flot stil, og hun fik det heldigvis hurtigt bedre, da vi havde fået lidt at spise og drikke i bilen.

På ved ud af parken stoppede vi ved nogle lokale salgsboder, hvorfra der bliver solgt en masse husflid og forskellige beklædningsgenstande.
Anne ville gerne have en af de flotte mønstrede huer, som vi har set nogle gange i Ecuador, så hun begyndte at gennemgå bunken af huer for at finde en i en europæisk størrelse. Det lykkedes heldigvis, og da vi fik oplyst prisen på $5, ja så skulle jeg da selvfølgeligt også have en hue. Det endte med, at vi fik købt både huer og vanter i alpaca-uld til kun $16, hvilket vi syntes, var ret billigt. Alpacaen er en lille lama med en rigtig god uldkvalitet, så nu skulle vi være godt udrustet til en klatretur på Chimborazo om to dage.

Efter besøget i Parque Nacional Cotopaxi kørte vi videre til byen Riobamba, hvor vi skulle overnatte på Hotel San Pedro. Vi endte på en lille hyggelig lokal restaurant bag hotellet, hvor vi fik grillede bøffer og et par ecuadorianske øl. Da vi havde spist, gik vi direkte tilbage til hotellet, hvor vi var godt trætte, og hvor Anne desværre havde fået en tilstoppet næse pga. kulden og den megen støv på Cotopaxi. Vi endte derfor med at gå i seng allerede kl. 21, hvor vi så kunne fordøje dagens mange indtryk.

Gletsjeren

Skyer omkring Cotopaxi

Basecamp set fra oven

Parkeringspladsen

Butik ved Cotopaxi