Anne Toubøl
En studietur i 10. klasse blev mit første møde med Kangerlussuaq i Vestgrønland, og dette møde gjorde stort indtryk på mig. Efter endt uddannelse til natur-og miljøteknolog i 2007 begyndte udlængslen igen at melde sig, og en studietur for mange år tilbage blev denne gang omdrejningspunktet for min nysgerrighed. Da jeg googlede ‘Grønland’ og ‘job’, resulterede det i, at jeg ret hurtigt stod med en pakket kuffert og en flybillet til den store ø. Sammen med to studiekammerater landede jeg den 10. juli i Kangerlussuaq, hvor vi startede som turguider for turistfirmaet Kangerlussuaq Tourism. Allerede den første aften kravlede vi op af det stejle køkkenfjeld, hvor vi på toppen delte en miniaturerødvin fra flyturen og med begejstring så ud over det ukendte land, der med bløde kurver bugtede sig omkring os, som gigantiske grønne bølger, med indlandsisen presset frem fra øst, og den lange fjord løbende mod vest.
Selvom jeg lynhurtigt faldt til i Kangerlussuaq, havde jeg ikke forventet, at jeg skulle tilbringe over to år i den lille bygd, og at jeg ud af de ca. 550 indbyggere skulle møde Martin, min kommende mand. Efter en sommer som guide hos Kangerlussuaq Tourism, arbejde jeg en periode hos Security i lufthavnen, senere som “Rødhætte” hos Air Greenland indtil jeg igen blev guide, denne gang for World of Greenland – Arctic Circle hvor jeg var i et år.
Modsat det kolde nord har jeg tidligere rejst som volontør til Uganda for Folkekirkens Nødhjælp i 2002, hvilket var en fantastisk oplevelse for mig! At jeg her boede hos ugandiske familier, både i en lerhytte i en landsby og i et murstenshus i hovedstaden, og deltog i deres hverdag, gav mig en indsigt, som jeg er meget taknemmelig for. Intimiteten ved at komme tæt på andre kulturer og mennesker er vigtig for mig, og jeg er derfor generelt mere til rejser med få destinationer, men med længere varighed hvert sted.
Ud over min uddannelse til natur- og miljøteknolog, er jeg også uddannet postbehandler, som er en 3-årig transport og logistikudannelse.
Jeg er sommerbarn fra 1980 og født og opvokset ved Mariager i Himmerland. Sport har altid været til stede i mit liv, fra jeg var barn til jeg tog på Rønde Efterskole i 10. klasse, har jeg passet og sidenhen haft min egen hest, som rigtig meget af min tid blev brugt på. I mange år spillede jeg volleyball, som jeg desværre har måtte lægge på hylden på grund af en irriterende ryg.
Jeg holder af bylivet, men skal også ud i naturen og have en portion luft og ro. Det beskriver meget godt den fascination og glæde jeg havde under mit ophold i Grønland, over den enorme natur og de åbne vidder, som jeg var omgivet af.
Tilbage i Danmark arbejder jeg som butiksmedhjælper hos Lisager i Risskov, og skal fra sommer og et år frem læse fag op på VUC i Århus med henblik på at søge ind på kiropraktorstudiet til næste år.
Martin Skodborg Jørgensen
Jeg kom til Verden et par måneder før Anne i 1980. Jeg voksede op i Hillerød, en lille flække 15 km sydvest for Odense, der lyder navnet Brylle samt i Nuuk – Grønlands hovedstad. Jeg boede i Nuuk med min familie fra 1985 – 1991, hvor jeg gik i skole på Atuarfik Samuel Kleinschmidt. Det har sidenhen vist sig, at det nok var i denne periode, at jeg blev smittet af den berygtede Grønlands-bacille.
Mine teenageår gik på Fyn, hvor jeg gik i folkeskolen og interesserede mig for håndbold og endnu mere for teknik og computere. Jeg var derfor helt sikker på, at jeg skulle have mig en karriere indenfor IT-branchen eller noget lignende, så det virkede meget naturligt at starte på IT-linjen på Odense Tekniske Gymnasium. I løbet af gymnasietiden fik jeg tænkt lidt over tingene, og jeg kom frem til at jeg egentligt ikke havde meget lyst til at bruge resten af mit liv på at sidde og glo ind i en skærm. Derfor gik jeg, sammen med en klassekammerat, i gang med at undersøge mulighederne for at blive pilot. Vi besøgte bl.a. en skole i Roskilde og var til optagelsesprøver på Flyvestation Værløse. For at gøre en lang historie kort, så skulle der skaffes en masse penge til uddannelsen, så efter gymnasiet tog jeg forskellige jobs som tomatplukker, gartnerimedhjælper, kurér og supporter.
Efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 gik luftfartsbranchen helt i knæ, hvor flere selskaber gik konkurs og en forfærdeligt masse mennesker blev fyret. Det betød også, at bankerne lige pludseligt ikke var meget for at låne penge ud til håbefulde unge pilotaspiranter, og det gjorde at egenbetalingen steg fra dkk 100.000,- til dkk 300.000,-. Det var så dén drøm…
Jeg fik så den idé at jeg ville prøve at blive flyveleder i stedet. Det var jo i samme boldgade – og til gengæld kunne jeg så få lov til at glo ind i en skærm resten af mit liv alligevel. Jeg klarede dog ikke optagelsesprøven til flyvelederuddannelsen, men Naviair tilbød mig så i stedet at komme til Kangerlussuaq, hvor jeg så skulle være operatør i deres Flight Information Center. Og dermed blev Grønlands-bacillen så vakt til live igen!
Jeg boede i Kangerlussuaq fra juli 2003 – oktober 2009, hvor jeg arbejdede for Naviair og havde forskellige arbejdsopgaver i Flyveinformationscentralen samt Flyveredningscentralen. Et rigtigt spændende, inspirerende og udviklende job med super gode kollegaer. I fritiden var der mange muligheder for at komme ud og opleve den helt igennem storslåede natur, hvor det blev til mange vandreture, fisketure, flyveture osv.
Efter praktisk taget at have boet i en lufthavn og at have arbejdet med luftfart i et par år, så blev min pilotdrøm vakt til live igen. Jeg tog derfor til USA i 2005, hvor jeg tog mit privatflyvercertifikat (PPL-A) i Naples, Florida. Herefter er det blevet til rigtigt mange timer i Sondrestrom Aero Clubs Piper 28, der har befordret os rundt på det meste af den grønlandske vestkyst, hvor vi har haft nogle virkeligt flotte flyveture over det betagende Grønland.
I 2007 mødte jeg Anne i Kangerlussuaq og ret hurtigt måtte jeg erkende, at min udelte kærlighed til flyvningen måtte omfordeles en smule. Det var en beslutning, der tilsyneladende ikke var helt populær hos vores lille flyvemaskine i flyveklubben, for da Anne skulle med ud at flyve første gang nægtede maskinen pure at starte. Da vi endeligt fik startet – Ja, så gik strømmen på flyvemaskinen – Så den fik lige udtrykt sin utilfredshed med at Anne fik for meget opmærksomhed. På trods af OYBRAs indvendinger, så er Anne og jeg forlovet i dag og vi forventer at brylluppet skal stå i løbet af 2011.
I 2009 er jeg blevet optaget på uddannelsen til helikopterpilot ved Bristow Academy i Florida, hvilket betyder at jeg i løbet af 2010-2011 skal lære at flyve helikopter. Noget jeg glæder mig utroligt meget til, og noget som der helt sikkert vil blive berettet en masse om her på bloggen.